Skip to main content
30. juni 2025

Ramasjang-kendisser indtager Ballerup

Så er Cirkus Summarum tilbage ved Idrætsbyen i Ballerup. Pladsen summer af glade børn. Nogle slår vejrmøller, andre løser opgaver, mens flere løber rundt i lyserøde skørter og ”Motor Mille briller”.

Af: Ditte Koefoed | Foto: Ditte Koefoed
Anmeldelse af Cirkus Summarum

Anmeldelse af Cirkus Summarum i Ballerup skrevet af Ditte Koefoed.

Jeg har taget Viola på 8 år og Cecilie på 9 år med. De er vilde med Cirkus Summarum og glæder sig naturligvis til dette års magiske forestilling.

Jeg glæder mig virkelig meget til at se Motor Mille.
– Cecilie 9 år.

I de mange boder på pladsen, hvor du blandt andet kan købe merchandise, løber børnene rundt og glæder sig til, at teltdugen åbnes, så de kan se deres venner fra Ramasjang. Her taler jeg om Hr. Skæg, Motor Mille, Onkel Reje, Rosa fra Rouladegade, Heksebeth, Børste og Heino, som gæster dette års forestilling.

Det er Muskelsvindfonden og DR Big Band, der præsenterer Cirkus Summarum, og det har de gjort siden 2009. Alt overskud går til Muskelsvindfonden, som bl.a bruger pengene til forskning i ALS og muskelsvind.

Alle vil være en del af Cirkus Eliten

I år handler forestillingen om, at de forskellige karakterer skal kæmpe om at lave det allerbedste cirkusnummer. Når guldtelefonen ringer, betyder det, at de kan blive en del af den episke Cirkus Elite. Men venskaber bliver sat på prøve ved forestillingens afslutning.

Iført fantastiske glimmerkostumer udfører de forskellige karakterer det ene fantastiske nummer efter det andet. Motor Mille svinger sig i trapezer, Onkel Reje udfører tryllekunstner med sin fantastiske assistent Erna. Hun er en gammel dame, der trisser rundt på scenen og kun vågner op, når Onkel Reje råber: ”der kaffe på kanden”. Karakteren er enormt sjov.

Det bedste var, da Motor Mille svingede rundt ved trapezen, og da Rosa fra Rouladegade stod i kæmpe gummistøvler.
– Viola 8 år

Den farlige Heksebeth bliver fanget i et bur, men får heldigvis lov til at blive lukket ud og udføre cirkusmagi på lige fod med alle andre. Derudover får den kendte karakter ”Børste” fra Minisjang også en plads i forestillingen. Børste og Heino synger ”graver med gravko” akkompagneret af seje dansere.

Klare budskaber i børnehøjde

Alle de vigtige budskaber får Cirkus Summarum implementeret i deres forestillinger på en børnevenlig måde. Onkel Reje synger ”en telefon-sang” hvor han rapper: ”Sluk din telefon, hvis du ik’ skal ringe til nogen”. Et råd som mange, både børn og voksne, kan lære meget af.

Hr. Skæg får en medalje, som minder om solsikkesnoren, fordi at han besvimer, hvis der er dårlig stemning. Motor Mille minder ham om, at det er helt ok at være anderledes, selvom det er et usynligt handicap.

Der er en fantastisk stemning i teltet. Især Heino får publikum til at råbe så højt, at cirkusteltet næsten løfter sig, når han fremfører ”popkorn-sangen” fra MGP

Jeg kunne godt have spist et af de kæmpe popcorn fra popcorn-sangen!
– Viola 8 år

Cirkusdirektøren spilles dette år af Rikke Bilde. Iført blåt hår og et fantastisk glimmerkostume leder hun publikum sikkert gennem forestillingen.

Da forestillingen er slut, og pladsen er tom, hænger den magiske stemning stadigvæk i luften.

Du kan opleve Cirkus Summarum i Ballerup indtil den 16. juli.

Du kan læse mere om forestillingen og købe billetter her.

Viola på 8 år og Cecilie på 9 år var med, da alle Ramasjang-kendisserne indtog Ballerup med årets Cirkus Summarum-show. Foto: Ditte Koefoed