
Måløv Rope Skipping Team har igen i år taget titlen som Danmarksmestre i flere discipliner i både juniorrækken og seniorrækken.
Måløv-sjippere springer ind på verdensscenen
16 sjippere fra Måløv i Ballerup har gennem 3 kvalificeringskonkurrencer i oktober 2024 og januar samt februar 2025 kvalificeret sig i 13 forskellige discipliner, aldersgrupper og rækker.
Samlet set er Måløv Rope Skipping Team kvalificeret i 21 forskellige konkurrencediscipliner og drager om 2 uger afsted til konkurrencerne i Japan med 11 sjippere og 2 trænere til Verdensmesterskaberne og International Open Tournament, som finder sted i perioden fra d. 27. juli til 3. august 2025.
Lokal opbakning
Sjipperne ses ofte i bybilledet, da de er med til mange lokale events i Måløv og Ballerup såsom ’Halloween i Måløv’ og ’Måløv Mødes Byfest’. Her har de boder, tombolaer og lign. og de fremviser opvisninger og laver workshops til stor glæde for de fremmødte, som både bliver imponerede og selv får lov at prøve kunsten med hop og sving. Sjipperne kan også bookes til sådanne events andre steder, ligesom de blev booket til opvisning og workshop for at fremme sjippe-sporten i Hvidovre kommune ved deres begivenhed ”Sjov Lørdag” d. 7. juni.
De internationale konkurrencer er selvfinansieret for de kvalificerede. Sjipperne og deres trænere, såvel som foreningen, er derfor yderst taknemlige for de mange lokale sponsorer der hjælper med donationer af gevinster til tombolaerne og de mange borgere, der kigger forbi og støtter med køb i boderne og til arrangementer.
Har man selv nogle børn fra 7 år og opefter, som drømmer om at sjippe til VM engang i fremtiden, eller bare lære et par seje sjippetricks, så er det bare om at få tilmeldt dem til den kommende sæson som starter op i september via Måløv Idræts Forening. Følg Måløv Rope Skipping Teams rejse på sociale medier.