Skip to main content
26. juni 2025

Færøsk natur og kunst i fokus: Åbent hus i Sognegården

Kom og oplev Sidsel Vadsholt kunstudstilling ‘På kanten af Atlanten’, når hun holder Åbent Hus i juli.

Af: Isabella Fuglsang | Foto: Sidsel Vadsholt

Kunstudstillingen På kanten af Atlanten pryder væggene i Sognegården i Ballerup.

Bag værkerne står kunstneren Sidsel Vadsholt, der med pensel, oliekridt og akvarel forsøger at indfange det betagende og rå ved Færøerne – et sted, hun igen og igen vender tilbage til i sin kunst og sit hjerte.

Færøsk natur og hjemfølelse

Selvom hun hverken har færøske rødder eller familie fra øerne, oplever hun en særlig hjemfølelse, når hun besøger det nordatlantiske ø-rige. Det er naturens drama, fuglenes hæse kald, den evige lyd af vand, tågens uforudsigelighed og det særprægede landskab, som har sat sig i hende, og som hun nu fortolker gennem sine stemningsfulde billeder.

Kom til Åbent Hus

Udstillingen kan opleves frem til medio september, og på to udvalgte dage – mandag d. 7. juli og mandag d. 28. juli kl. 10-15 – inviterer Sidsel Vadsholt til Åbent Hus i Sognegården. Her vil hun fortælle om sine rejser til Færøerne og give en guidet rundvisning i udstillingen.

Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.

Sted: Sognegården i Ballerup
Læs mere om kunstneren på: www.sidselvadsholt.dk

Sidsel Vadsholt forsøger at indfange det betagende og rå ved Færøerne – et sted, hun igen og igen vender tilbage til i sin kunst og sit hjerte. Foto: Sidsel Vadsholt