”Du skal bare æde dig selv”, lød det fra holdkammeraterne inden afgang. Og det skal jeg love for, at jeg gjorde. Åd mig selv, kilometer efter kilometer. Men hold op, hvor var det en fuldstændig vanvittig, storslået og fuldstændig ubeskrivelig oplevelse at deltage i Cykelnerven for første gang, fortæller Kim og fortsætter:
Der er blevet grinet og især grædt. Jeg vidste slet ikke hvor berørt, jeg ville blive, når jeg nåede toppen af det sidste bjerg efter at have slidt og slæbt i mange timer. Jeg blev fulgt de sidste 500 meter op ad Superbagnères med klapsalver og hep fra holdkammerater og staff. Ord kan ikke beskrive, hvor vild den oplevelse var, og hvor rørende det var at være en del af et hold, der endte med at samle 15.100.000 kroner ind til forskningen i sclerose.I Scleroseforeningen er adm. direktør Klaus Høm også tydelig berørt over den store opbakning og årets resultat:
Det er helt enestående, at deltagerne i Cykelnerven har formået at samle over 15 millioner kroner ind til scleroseforskning. De midler finansierer mere end halvdelen af den danske forskning i sclerose - og uden dem ville vi slet ikke have samme stærke forskningsmiljø, fortæller han.
Kendisser bakker også op
Cykelnerven tiltrækker cykelglade danskere fra hele landet, men er fra det første år også blevet bakket op af nogle af Danmarks mest vindende elitesportsudøvere gennem tiden og kendte TV-værter - herunder en række gengangere. Guldfireren-roer og femdobbelt OL-medaljevinder Eskild Ebbesen, Niels Laulund, triatlet-og-VM-vinder Camilla Pedersen, Tour-ekspert og TV2News-vært Dennis Ritter, der traditionen tror har været med til at tilrettelægge Cykelnerven, TV-værterne Peter Tanev og Claus Elming, der dog i sidste øjeblik måtte blive hjemme på grund af et styrt, tidligere professionelle fodboldspillere som Martin Jørgensen og landsholdstræner Klaus Bruun Jørgensen. En af dem, der deltog for første gang, er TV-kokken Thomas Castberg. Den kendte danske kok og tidligere dommer i MasterChef samlede personligt imponerende 326.063 kroner ind:Det er ikke bare en cykeltur og jeg er stadig i gang med at fordøje det. Det er en helt enestående oplevelse og nok en af de største oplevelser, jeg har haft i mit liv, lyder reaktionen fra den 50-årige cykelentusiast, der har haft cykling i blodet, siden han var barn:
Man kan ikke skjule sig på et bjerg, og man møder virkelig sig selv, når man kæmper sig op ad et bjerg. Det kræver, man graver virkelig dybt, og man når ud i afkroge af sig selv, man ikke vidste fandtes, for at hente det frem, der skal til for at overvinde sig selv og gennemføre. Det samme skal de andre, og det er af samme grund en enorm tilfredsstillelse, egoistisk set, at have gennemført, men også at se de andre gennemføre. Det gælder ikke mindst rytterne med sclerose, som er med. Der er det vildeste fællesskab og sammenhold, og det er en kæmpe fornøjelse at kunne støtte deres sag på den her måde, afslutter han.
